Kage og tørre tæsk i Saiko

Flyvespark, skaller og høje brøl var hovedingredienserne i lørdags, da karateklubben Saiko holdt opvisning.

Af Sophie Rytter

Stille Japansk musik fylder Dojoen, hvor cirka 60-70 tilskuere er mødt op. Familie, venner og andre karate-interesserede skal snart overvære dagens opvisning.

Stemningen er forventningsfuld. Der bliver hygge-snakket rundt omkring, mens klubbens medlemmer, klædt i hvide gi’er, der er navnet karakteristiske japanske dragt, og et væld af farvede bælter. Gule, grønne, lilla, brune og –selvfølgelig sorte bælter.

Da klubbens Sensei træder ind i lokalet, bliver snakken til hvisken, og hvisken bliver hurtigt til stilhed.

Udøverne stiller op inde på lokalets gulv, over for hinanden. To og to. Scenen er sat. Med ét er dojoen forvandlet til én stor kampscene. Slag og spark flyver gennem luften.

 

Klapsalver og holdte åndedræt

- Yame!, bliver der råbt. Det er Sensei, der giver signal til at opvarmningen er slut. Han byder publikum velkommen, og dagens opvisning er i gang.

Klubbens medlemmer demonstrerede en række imponerende teknikker. Imellem publikums klapsalver og holdte åndedræt, præsenterede og forklarede Sensei hvad de forskellige øvelser gik ud på.

Imponerende fri kamp

To dele af showet var særdeles imponerende. Den ene var da tre af klubbens sortbælter demonstrerede en såkaldt ’fri kamp’, som man forestiller sig det kunne se ud på gaden. Flyvespark og snurrende knytnæver, blandede sig med de højlydte klask og brøl, der gik igennem lokalet, når en mand røg i gulvet.

Massivt træ blev til splinter

Prikken over det berømte i, var dog afslutningen. Klubbens sortbælter både slog og sparkede massive stykker træ itu, til publikums store fryd.

Efter opvisningen stod den på kaffe, sodavand og kage til et stærkt underholdt publikum. Klubbens yngre medlemmer trænede videre, nu de alligevel havde fået pulsen op.